Post by Kasper Friis Hansen on Mar 22, 2006 0:03:14 GMT
Hvad alle roulere ved, er at en rouler, som dør, skal bisættes efter traditionen for at kunne fuldføre rejsen til sine forfædres haller under Bjerget. Alle roulere ved også, at hvis man er død med æren i behold og et sandt hjerte, men ens frænder ikke kan bisætte én, fordi man er faldet uden for deres arms magt, kan den Rejsende, Vejviseren, lede den værdige på rette sti.
Hvad færre roulere ved er, at der er visse steder, der er så fulde af Urmødrenes kraft, at et menneske ikke kan forlade livet på disse.
Det fortælles at en roulisk jæger, hvis navn kun ånderne nu husker, faldt i kamp, da han forsvarede en stensætning mod orker, der på vej ind i Roul-Assin ville vanhellige denne. Inden han faldt, havde mange af disse væsener faldet for hans pile, og da orkerne endelig fik tilføjet ham banesår, var deres hævntørst så stærk at de kilede ham fast til klippen, afhuggede hans lemmer, og efterlød ham døende. Dog døede han ikke. Han var dømt til at leve og lide.
Han bad til ånderne om at frelse ham, men han havde givet sit liv med ære og vilje, og det ville ingen ånd ændre på.
Det fortælles at han lå der i stensætningen i så mange nætter, at årstiderne nåede at skifte. Dog døede han ikke. Bladene blev gule, og faldt dernæst af, og dog døede han ikke.
Til sidst var jægeren fortvivlet, for med livet fulgte også smerten. Han bønfaldte ånderne om at de blot ville skænke ham arme og ben, så han da selv ville kunne forlade den magiske stensætning, og møde døden, hvad den så indebar.
Da hørte jordånden Nox hans kalden og ærede ham. Nox fik en sådan respekt for jægeren, at han ofrede sin højre arm, og ud af den skabte ben og arme af levende sten til den sønderbrudte mand. Jægeren rejste sig påny, tog ni skridt, og faldt død om. Om han er i Tyvens rige, Jorgos vold, eller æres blandt sine egne ved ingen udover den som kan tale med ånderne.
Roulisk myte, oprindeligt fra Swartval
Hvad færre roulere ved er, at der er visse steder, der er så fulde af Urmødrenes kraft, at et menneske ikke kan forlade livet på disse.
Det fortælles at en roulisk jæger, hvis navn kun ånderne nu husker, faldt i kamp, da han forsvarede en stensætning mod orker, der på vej ind i Roul-Assin ville vanhellige denne. Inden han faldt, havde mange af disse væsener faldet for hans pile, og da orkerne endelig fik tilføjet ham banesår, var deres hævntørst så stærk at de kilede ham fast til klippen, afhuggede hans lemmer, og efterlød ham døende. Dog døede han ikke. Han var dømt til at leve og lide.
Han bad til ånderne om at frelse ham, men han havde givet sit liv med ære og vilje, og det ville ingen ånd ændre på.
Det fortælles at han lå der i stensætningen i så mange nætter, at årstiderne nåede at skifte. Dog døede han ikke. Bladene blev gule, og faldt dernæst af, og dog døede han ikke.
Til sidst var jægeren fortvivlet, for med livet fulgte også smerten. Han bønfaldte ånderne om at de blot ville skænke ham arme og ben, så han da selv ville kunne forlade den magiske stensætning, og møde døden, hvad den så indebar.
Da hørte jordånden Nox hans kalden og ærede ham. Nox fik en sådan respekt for jægeren, at han ofrede sin højre arm, og ud af den skabte ben og arme af levende sten til den sønderbrudte mand. Jægeren rejste sig påny, tog ni skridt, og faldt død om. Om han er i Tyvens rige, Jorgos vold, eller æres blandt sine egne ved ingen udover den som kan tale med ånderne.
Roulisk myte, oprindeligt fra Swartval
