Post by MAO on May 18, 2005 21:10:23 GMT
Narabond
NYERE HISTORIE i Narabond
Da himmelkrigene var ovre stod Narabond stadig, men som et svækket rige hvor kirken var i strid med sig selv. Kong Nicolai var syg og havde brug for kirkens helbredende kræfter, men der var ingen medicin at få.
Da trådte en ung ragilpræst ind på banen. Han var karismatisk, dygtig, og hans evner indenfor medicin var forbløffende. Hans medicin blev anset for at være kongens eneste mulige redning. Præsten begyndte behandlingen, og kongen fik det bedre, men medicinen skulle vedligeholdes. Præsten vandt kongens tillid og steg i graderne inden for hoffet, såvel som inden for kirken, indtil han var leder for Ragilkapitlet i Basilikaen, og blev tillige kongelig risgkansler.
Kort tid efter udnævnelsen begyndte kongens tilstand at forværres. Han talte uklart, blev til tider hidsig eller sank ned i dybt sortsind. Allerede dengang talte visse folk om at rigskansleren da vist var lidt for heldig, sådan at have en konge der ikke kunne styre ham, men riget blev holdt sammen, og tiden gik. Der herskede en stemning af urolig afventen, mens alle forsøgte at få alting til at fungere. Det var på denne tid, for cirka 7 år siden at Sortelverhuset Valshar blev besejret i Vinterskoven, og fordrevet fra deres baser i Nordlenet af en alliance af lenets grever, under ledelse af en roulisk Marsk, en jarl kaldet Mardo af Keltos, som tidligere havde haft mange stridigheder med greverne i Barazel, om retten til at dømme der.
Nu troppede Mardo op ved hoffet og forlangte at man anerkendte et løfte han havde fået af kongens forgænger, om at han skulle være hertug af Nordlenet, såvel som af Roul-assin. Kongen svor straks, at sådan skulle det være, men rigskansleren var noget mere tilbageholdende. Da det var ham der stadfæstede den slags beslutninger med dokumenter osv, indkaldte han Mardo til et møde, hvor han overtalte Rouleren til at acceptere at se tiden an. Hvordan det lykkedes er der ikke mange der ved, men rigskansleren kendte det roiuliske folk godt, for kongen og ragilkirken havde begge mange af dem i tjeneste som livvagter og soldater, og da mardo vendte hjem til Roul-assin var det med en ny titel og magt, som ragils udvalgte kriger, og med retten til at kalde sig vogter af Nordlenet.
Der svirrede efterhånden flere og flere rygter om hvad rigskansleren egentlig havde for, og da dagen oprandt hvor kongen døde, for nu 3 år siden, tog han endelig magten helt til sig selv. Hertugerne af lenene var ivrige for at der skulle findes en arving, af kongeligt blod, og flere af dem tilbød uselvisk at ægte det ene og det andet kvindelige medlem af kongens familie, for så at tage den tunge krone på deres hoved.
MAGT i Narabond
Kongeriget Narabond bliver primært styret af 2 klasser, adelen og handelshusene.
På landet er det ubestridt adelen der hersker. De ejer det meste af jorden, og har retten til at være dommere over de der ikke er adelige. Adelen styrker deres godser med borge, som de jordløse fæstebønder må bygge.
I de store byer er det handelshusene der dominerer, men det er i et sammenarbejde med de mægtigste adelsfamilier, - højadelen -. Højadelen bruger byerne som deres magtbase, men ved godt at de er nødt til at sammenarbejde med handelshusene, der reelt styrer al administration og embedsførelse.
De mægtigste højadelige er Hertugerne af de 4 store len, Nord, Syd, Øst og Vest.
Lavadlen er jordbesiddere, der sætter sig på mindre betydelige roller i militære og administrative roller.
Lavadelige familier kan også fungere i de store byer, men kun hvis de enten selv bliver en del af administrationen eller handelslivet. De kan gifte sig ind i handelsfamilier, hvorved de vinder rigdom og indflydelse, men mister anseelse og rang i højadelens øjne, eller i de kan forsøge at opnå alliance med højadelen, for så at sætte sig på en indbringende del af embedsapparatet.
OMRÅDER i Narabond
Narabond regeres fra midtriget, hvor hovedstaden (Aarchen, Arkos, Akonia, kungshalle) (Kungstadt-Akonia) ligger. Mod nord, syd, øst og vest strækker de 4 len sig, der udgør resten af riget, og som hver regeres fra et hertugsæde i lenets hovedstad. Derudover har Kongen af Narabond overherredømmet over Roul-Assin, et lille kongerige mod nord, der styres af lokale rouliske Jarler, og Vest Kamirr, den vestlige del af det tidligere så rige fyrstedømme sydøst for Narabond.
Inde i dele af Vestlenet og Nordlenet ligger i de dybeste skove, Elverriget Santilia. Det drejer sig om alle skovområder fra Det sydlige Roulassin, ud til Darkonienbjergene, og ned til Midtriget. Elverne er Narabonds allierede, og alle disse skove er urørlige i Narabonds lov, og bliver også af mange betragtet som farlige. (Vinterskoven hænger sammen med disse skove). Man kan ikke komme fra Vestlenet til Nordlenet uden at gå igennem Santiliaskove flere steder.
KIRKEN i Narabond
Religionen i Narabond kaldes for De Sande Guder i Aferheim, og kirken hedder Mangfoldighedens kirke. Man deler guderne op i 3 dele, de gamle guder, oprørsguderne, og Arl, dommeren.
Kirkens hovedsæde kaldes Basilikaen, og ligger i Hovedstaden. Basilikaen er også det formelle overhovede for kirken i Emyr og Paravien, Narabonds to nabolande til hhv øst og vest.
Man mener at imperiets jorin, må være den samme jorin. Grunden til at Nimar finder sig i at hans søns undersåtter ikke anerkender andre guder end Jorin, mener man må være, at Nimar gav Jorin lov til at gøre dette med et folk, som gengæld for, selv at få Jorins evige loyalitet
LAUG i Narabond
KRIGERE i Narabond
I Narabond, som så mange andre steder, er adelen i deres egen selvopfattelse rigets forsvarere. Det hænger sammen med deres historiske baggrund, idet alle adelsslægter kan spore deres aner tilbage til dengang de var krigere under den første konge af Narabond. Det er dog længe siden at det har været nogen selvfølge at Adelen selv var ude at udkæmpe krigene. Mange lavadelige gør en eller anden militær karriere, men ville blive stødt hårdt ved deres stolthed hvis de ikke fik en tilsvarende god plads i hierarkiet. Højadelige kan man også finde på slagmarken, men kun som hærførere, eller som støttetropper med deres livregiment når slaget er ved at være vundet.
Almindelige krigere
Sergenter
Mest livvagter og borgvagter
Adelens hirdsmænd. Installeret i gode jordejendomme i forbindelse med den borg de skal forsvare, eller i nærheden af deres herres herresæde. Deres ejendom er ofte udstyret med en masse fæstegårde de kan leve af, så de ikke selv behøver at arbejde det store. Jo rigere de er på denne måde, jo mere forventes de at være til rådighed.
Almindelige krigere
Svende
Mest til byernes forsvar
Krigere bestående handels og håndværkslaugnes svende, med deres mestre som officerer, hvis man da ikke hyrer proffessionelle officerer. Visse lav hæver deres anseelse ved at hyre lejesoldater, så de kan stille med større styrker. Man forsøger dog at se ud som om de alle er lavets egne svende.
Sorte regimenter
Dækker soldater hvervet fra andre riger. Krigere fra Kamir og Paravien, samt rouliske og nordlandske krigere.
Lejesoldater
Frie kompagnier og grupper af mænd der lader sig hyre, én krig ad gangen.