URmyten, (skabelse, Jorgo og dværge)

[MAO]

nu er den færdig.

Smid kommentarer.

[MAO]

URMYTEN og ROK

Som den er fortalt af skriveren Harthor Valannek. Hathor begynder med en kort indledning om sig selv. Anført her i kursiv

Når man som jeg har rejst i Narabond og Emyr for at opnå dannelse og skrivefærdighed, er det overraskende at opdage hvor forskelligt vi ser på de ældste tider, sammenlignet med de folk hvis gode tro på Nimar og Gasnians ætlinge, vi nu deler. Som skriver for Aidan af Falkenhorst, den gode, vise og gavmilde mand, har jeg påtaget mig at nedskrive disse gamle myter, til glæde for min herre, og for hans forbindelser i Kongeriget mod syd. Jeg har ikke udeladt noget væsenligt, men anført historierne her, som de blev fortalt mig som barn, og som de ældste fra min fødende egn stadig fortæller dem i dag.


Starten

Før der var andet var der 3 æg der lå i det ældste mørke. Det mørke der hedder Grimjod, men som af andre folk kaldes Zaradziel eller Hel.

Hvor længe de tre æg lå der er der ingen der ved, men en dag udklækkedes det ene æg, og ud kom den mægtige kæmpefugl Rok.

På indersiden af æggeskallen levede der en masse ånder. Disse ånder blev nu frie, og begyndte at fare hid og did. Rok tog en af dem, Jægeren Herne, der var den stærkeste, og sagde: ”du skal vogte de to æg der er tilbage når jeg ikke selv kan gøre det, for der er mange onde ånder. Jeg ved det, for jeg var selv inde i ægget med dem”. ”som hjælper skal jeg finde en tjener til dig der kan gøre opgave lettere for dig.” Han fandt en ånd der var stærk og ivrig, og kaldte ham for træl, og gjorde ham til jægerens tjener.

Men tjeneren var i virkeligheden Tyven, og der gik ikke længe før han så sit snit til at blive alene med æggene. For at Rok ikke skulle se noget stak tyven blår i øjnene på ham, og stak så af med æggene.

Det er således tyvens skyld at vi skal se dårligere om natten end om dagen, for det er netop forskellen på nat og dag, om det er det gode eller det dårlige øje han har åbent.

Jægeren satte efter tyven så snart han fik dette at vide. Han jagtede ham uden at standse, og omsider blev tyven indhentet. Da tyven var bange for jægerens vrede værgede han for sig med den ene arm, tabte det ene æg og det knustes.

Men ægget var ikke færdig udruget, og der kom ingen mage ud af det. I stedet kom jorden Niraham, og inden længe fyldte den mere end noget andet. Det var en frodig og frugtbar jord, og der kunne leve mange dyr og vokse mange skove, men da ægget ikke var ruget færdigt ud var der også både lidelse og død, og mange af ånderne sloges med hinanden. Jorden var ikke perfekt, og det er tyvens skyld.

For at sikre det sidste æg byggede Rok en rede på toppen af det helligste bjerg Roulon. Her ligger ægget og venter på at det en dag er rede til at blive klækket.

For at vogte bjerget hidkaldte Jægeren Herne sine to brødre; Værn, den mægtige beskytter, hvis skjold er ubrydeligt og Stand, den hellige hvis spyd kan nå alle fjenders hjerte. Herne tog bolig i en grotte på bjerget, mens Værn vogter fra slætten og Stand fra skoven.

Rok kunne ikke både holde øje med sin tabte mage der nu var jorden under ham, og ruge på det sidste æg. Derfor valgte han tre vølver blandt ånderne til at pleje jorden og tilse ægget. Han gav dem en hule under det mægtigste tre, at bo i, og det er et træ af dette træs slægt, der blev til roden til alt godt. Navnene på de tre Vølver er Dana, Ceridwen, Iorwen, men det er muligt at de er de samme som guderne Rina, sissiana, fanabina
Fra under træet hvor vølverne bor sprang der en kilde. Den kilde løber forbi Mur-Ollavan, -de lærdes by, og videre ned i dybdalen hvor det hellige ting finder sted.


Om Jorgo, Krigeren

Det blev besluttet at Dana og Herne skulle være mager, men den dag de skulle forene sig antog tyven skikkelse af Dana, og var med Herne i de følgende nætter.

Hermed blev tyven moder til Hernes førstefødte, og barnet blev til Jorgo, kaldet krigeren, men da Herne så at afkommet havde tyvens beskidte blod slog han det for fode, og håbede ved at dræbe det at undgå flere ulykker.

Men Tyven sagde: ”Nu har du syndet imod dit eget blod, og derfor skal de afkom som du ønskede at dræbe, leve et liv for hver falden kriger omkring dit hellige bjerg.” Og sådan fik Jorgo, Krigeren, nyt liv, for krigen kom igen og igen til menneskene og Jorgo vokser evigt i styrke.

Jorgo var den modigste siden Herne, og hans styrke er fødet med vildskab og den er der ingen der kan måle sig med, men fordi han er fornægtet af sin fader, og er af tyvens blod, har han ingen ære, ingen visdom og kender kun til ødelæggelse. Det er hans skyld at der er krige, og det er i hans navn at krigere fra mange klaner, ved sommerens begyndelse, tager navn af Mallere, og drager på plyndringstog.


Jorgos Maning

Der var engang en dreng der jagede på de små skråninger i nord. Da hørte han dybe trommer og mægtige skridt og han så Krigeren der var på vej for at angribe det hellige bjerg. Drengen advarede druiderne ved hans landsby, og de blev slået af rædsel. Men en af dem var meget gammel og han kendte til et gammelt ritual hvormed man kunne påkalde sig noget af Jorgos styrke og vildskab og give den til en udmærket kriger.

Man sendte bud til alle klaner om at udføre dette, og så fange den udvalgte kriger og holde ham fast, således at en del af Jorgos styrke bliver holdt fra ham og fra det hellige bjerg. Således hjælper vi Herne og hans brødre i denne kamp med Jorgo.

Når det er den tid på foråret hvor alting er sået, drager Jorgo fra sit tårn i moserne, og angriber en af de tre brødre der vogter det hellige bjerg. Her kommer de to andre til hjælp, og Jorgo sendes tilbage, for ellers ville hele verden gå under i krig.


Om Dværgene

I umindelige tider har mennesker boet, der hvor vi bor nu. Disse mennesker levede i klaner og de var Roulernes forfædre. Da orkerne begyndte at røre på sig og hærge med ild og sværd kom dværgene til Roulerne, sendt af Fuglen Rok. Dværgene tilbød at lære menneskene smedekunsten, mod at mennesker og dværge indgik en alliance mod orkerne. Mange klaner sagde i deres hovmod nej, for de troede at de selv ville kunne besejre orkerne, og de undervurderede både orker og dværge. Men orkerne hærgede grummere end nogensinde før. De klaner der ikke kunne klare sig i kampen måtte flygte, men klanerne omkring Roulon, det hellige bjerg hvor dværgene havde bygget deres fæstning, holdt sammen under deres høvding Groatox den ædle, og holdt stand. Dværgenes konge Uldur ville have klankrigerne til at vogte deres forsyninger og deres lejr. Modvilligt lod Groatox sine mænd blive tilbage fra slaget, men der kom en jæger til menneskene og fortalte Groatox om et baghold orkerne planlagde, hvor horder af orkernes skytter skulle udslette dværgene.

Groatox og hans klankrigere satte efter dværgestyrken og med sig bragte de dværgenes stålbuer, som var blevet ladt tilbage fordi dværge foretrækker at slå sine fjender i nærkamp.

Da orkernes pile begyndte at regne ned over dværgene, og Uldur indså hvor stor deres nød var, hørtes pludseligt Groatox mægtige stemme, og den gjaldede som Jægerens horn, og pilene fløj fra stålbuerne tilbage mod Orkerne. Orkernes konge som troede sig sikker bag ved sine krigere og sin livvagt var den første der faldt. Hans to brødre troede stadig de skulle vinde kampen og satte forgæves deres horder ind, men begge blev de kløvet. Den ene af Uldur dværgenes anfører, den anden af Groatox.

Men mod dværgestål og Roulisk mod, kunne end ikke orkerne stå holde stand, og menneskenes og dværges sejr over orkerne beseglede tætte bånd mellem de to racer.

Uldur kaldte Groatox til sig og hædrede ham. Han sagde: ”Du kæmpede bravt her ved det hellige bjerg. Derfor skal dine krigere kalde sig roulere, og for fremtiden altid kæmpe side om side med dværgene. Du og dine slægtninge skal kalde sig Jarler, og lede jeres folk”. Og Uldur lod roulerne iføre sig blåt og hvidt i krig, for det var hans slægts farver, og det var en stor ære.

Som lovet så lærte Roulerne smedekunsten af dværgene og Roulerne har lige siden haft de skarpeste sværd, og også den skarpeste tunge, i verden. Til gengæld handlede dværgene med Roulerne og denne løsning gjorde alle lykkelige.


Dværgene har runer, skriver bøger osv. De første druider har lært nogle af disse tegn, men ikke dem alle. Tegnene kan bruges til at nedskrive magiske besværglser, men der skrives ikke bøger med dem, som der gøres med de Narabondiske tegn, og som jeg skriver til eders nåde nu.
Hermed er Vort folks ældste fortællinger bragt i orden, og åbenbaret for dem der er kyndige i de nye kunster, og således skal mange lære dem. Må kongens fred herske for evigt, og Roulon-donum genopstå.<br>

[Joakim]

Jeg er for ingame til at læse de, jeg vil havde den læst op for mig! : )

[boneluck]

Det holder 100 det der MAO! Hold kæft hvor det rykker. Endelig føler jeg at Roulerne faktisk HAR en historie. Og så endda så velskrevet en!


Bjørn

[klifforth]

jaa det holder fuldt ud..

-klifforth-

[danni]

super tekst holder og det skal der sku ikke være nogen straf for

Hilsen sergang Flemming